|
Der findes i dag
langt over en halv million
registrerede familiehunde i Danmark, og der bliver stadig flere. Hvis man som
hundeejer gør sig klart, at der er et ansvar og arbejde forbundet
med at have hund, så er man godt på vej til at forebygge, at hunden bliver
en plage for familien og omgivelserne. Ved at sætte sig ind i, hvordan
hunden fungerer og ved at tage hensyn til hundens naturlige adfærd, får
man en hund, der er til glæde for alle. Og dermed ikke en belastende tornado, der i værste
fald ender som overskrift i et formiddagsblad - eller som måske bare bliver en hund,
der er irriterende og besværlig.
Jeg er opvokset med hunde, og allerede
som teenager startede jeg første gang træning med egen hund. Det er nu
mere end 30 år siden, og i dag (2011) kan jeg se tilbage på mere end 40
år på et liv med hunde, på mere end
20 år som træner i Danmarks civile Hundeførerforening (DcH) og på ca. 10
år som adfærdskonsulent.
Omkring 2007 blev jeg involveret i det arbejde, som foreningen Hundens
Tarv (www.hundenstarv.dk)
beskæftiger sig med, og i 2008 tog jeg og Dorte Nielsen (www.hundehytten.dk)
initiativet til etablering af træning for
familiehunde i Hjørring.
Træning i Hundens Tarv retter sig
mod mennesker, som ikke
har lyst/tid til at gå til konkurrence, men som gerne vil lave noget
sammen med deres hund. Træningen har derfor fokus på den danske
familiehund, som har brug for et aktivt og beriget liv, og træning i
Hundens Tarv er - i modsætning til, hvad mange tror - ikke en konkurrent
til DcH. Det er derimod et tilbud til hundeejere, som vil aktivere deres
hund uden et krav om konkurrence - træning og aktivering af
familiehunden.
I min tid i DcH arbejdede jeg i en
periode fortrinsvis med aggressive hunde, og i efteråret 2002
afsluttede jeg uddannelsen som hundekonsulent i DcH. Denne uddannelse er
en overbygning på træneruddannelsen i DcH, og uddannelsen har særligt fokus på
problemhunde og ikke mindst årsagen til, at problemer opstår. Det
er et vigtigt punkt, fordi det er afgørende at kende
årsagen til hundens "underlige" adfærd for at kunne løse problemet
effektivt. Desværre bliver årsagen til problemet som regel
overset af både hundeejere og trænere. En almindelig brugt løsning på
problemadfærd er straf, men hvis man straffer uden at kende årsagen,
bliver resultatet "symptombehandling" eller hvad der populært
kaldes "at lægge låg på". Denne
form for "træning" giver et hurtigt resultat, men løser ikke problemet.
Kun de synlige tegn på problemet fjernes - årsagen
fjernes ikke, og problemet er der stadig. På et tidspunkt vil problemet
derfor komme igen - evt. i en anden form.
Symptombehandling er udbredt på
træningspladser over alt i Danmark, da det er en hurtig og nem tilgang
til en "løsning". Symptombehandling har dog en kortsigtet virkning, og i
forbindelse med angst- og frygtreaktioner er den hurtige løsning dybt
forkastelig.
Straf er det samme som undertrykkelse.
Straf undertrykker og skjuler problemet, men fjerner det ikke. Efter mere end
30 år i
"hundeverdenen" kan det stadig undre mig, at så mange "hunde-mennesker" opfatter
straf som den eneste løsning. At så mange mennesker, der dagligt
arbejder med hunde, stadig ikke har fundet ud af sammenhængen mellem
problem-adfærd og problem-løsning....
Siden jeg afsluttede uddannelsen som
hundekonsulent, har jeg overvejende beskæftiget mig med de problemer, der
opstår i hjemmet. Især hvor hund og ejer har forskellige
"forventninger" til dagen, der kommer. Eller som det ofte har vist
sig: at en ændret adfærd skyldes sygdom, smerte, stress eller angst.
Disse punkter er meget vigtige at tage med, hvis man skal løse et
problem med en hund. De er desværre oversete - måske fordi vi mennesker
ser verden som "enten-eller" og "sort-hvid"? Eller ved vi måske for lidt om
hunden og forsøger at løse det på bedste måde?????
I arbejdet med de
problemer, der kan være med en hund, har mit udgangspunkt været de egenskaber, hunden har med sig fra fødslen - d.v.s. de drifter og instinkter vores tamhund har arvet fra sine vilde
forfædre - ulvene. Mange af de egenskaber vores hunde
har, har lighedspunkter med ulvens adfærd, og hvis du iagttager
din egen hunds adfærd, kan du sagtens få øje på en adfærd, der fortæller
dig,
hvor hunden oprindelig stammer fra.
Trods visse "hundekyndiges" teorier om, at hunden ikke længere
kan sammenlignes med ulven, er det min faste overbevisning, at kendskab til hundens adfærd skal findes ved at se
på ulvefamiliens adfærd som helhed og IKKE ved at sammenligne
forskellige menneskeskabte racer. Hunderacer er i dag inddelt efter et
menneskeskabt system, som INTET har med naturlig selektion (udvælgelse)
at gøre. Menneskers avl på hunde har selvfølgelig betydet, at nogle af
ulvens egenskaber er gået tabt, og at hunden i dag er domesticeret - tilpasset et liv
med mennesker. Men at vores hunde grundlæggende har nedarvet ulvens egenskaber, og at
den nedstammer fra ulven, er der ingen tvivl om.
Menneskets syn på hunde står i dag i
modsætning til Charles Darwins studier. Helt tilbage i 1859 udgav
Charles Darwin værket "Arternes oprindelse", og hans arbejde er stadig grundlæggende
inden for biologien. Baseret på mange års studier af
dyr, beskrev Darwin i sit værk, hvordan naturen er sammensat, så den
bedst egnede overlever og fører arten videre. Han beskrev således,
hvordan naturlig selektion fører arten videre på baggrund af de bedst
egnede egenskaber.
Til trods for Darwins forskning, er der
desværre bevis for, at mange nutidige opdrættere "ved bedre", og at de
på trods af alle opfattelser af, hvad der er naturligt, opdrætter hunde,
som passer på menneskets ønsker om en "smuk" eller "passende" hund, frem
for en hund, som er fysiologisk sund og rask!!!
Som jeg ser det, findes er INGEN
UNDSKYLDNING for at avle på udseende, hvis det er på bekostning af
hundens/ulvens oprindelige sundhedsmæssige egenskaber. Men det er desværre
virkeligheden, og problemet vokser....... Antallet af hunde, som fødes
med arvelige defekter og psykiske mangler, er stigende, og diverse kennelklubber "arbejder
seriøst på at gøre racen sundere". Det er måske prisværdigt, men det er
de samme kennelklubber, som oprindelig er årsag til de genetiske
defekter - og dermed årsag til et utal af smerter, lidelser og psykiske
dysfunktioner.. |

Hunde, der har for lidt at lave kan give
problemer, fordi de keder sig. Det er derfor vigtigt, at din hund kommer
til at løse nogle opgaver hver dag. Her har min egen hund hentet sin
yndlingsbold på den anden side af et springbræt. |