Gennem århundreder har mennesket fremstillet ulven som blodtørstig og dæmonisk. Ulven er nok et af de dyr, der har fået skyld for flest dårlige egenskaber blandt dyr, og menneskets uvidenhed og fordomme har derfor medført en sanseløs jagt på ulve. Fælder, gift, klapjagt - ja, alle tænkelige midler har været taget i brug for at udrydde ulven. Menneskers fordomme har heldigvis endnu ikke vundet helt - ulven har stadig overlevet de massakrer, som mennesker har udsat den for, og vi har derfor stadig mulighed at lære hundesprog af ulven, som er hundens stamfader.

Til trods for at ulven er meget sky, beskyldes den stadig for at være menneskejæger og blodtørstig - ikke mindst i USA. USA har ry for at være landet, hvor alting er større og bedre, men USA har et "hængeparti", hvor amerikanerne ikke har fulgt med udviklingen: amerikanerne tror nemlig stadig på eventyret om "den lille rødhætte og ulven", hvor ulven er glubsk og farlig, og ulven udryddes med alle tænkelige påskud og med alle tænkelige midler.

Netop på dette punkt udmærker USA sig som et u-land, da "The Land of Hope and Glory" ikke har fulgt biologernes iagttagelser, og fordomme mod ulve lever der i bedste velgående. Desuden har USA en interesse i at oprette særlige områder for turister - områder, som er fri for ulve. Turister giver penge, og USA har derfor tilsyneladende intet problem med at jage ulve med helikopter.

Jagtformen kaldes "arial gunning" og denne form for jagt indebærer, at hver enkelt ulv forfølges, udmattes, og til sidst nedskydes uden kontrol med hensyn til anskydning. Anskudte dyr dør en langsom og smertefuld død på baggrund af den amerikanske regerings beslutninger. Helikopteren er anskaffet for nemheds skyld, og denne form for jagt må anses som afskyelig og forkastelig. Først og fremmest fordi metoden fremkalder unødvendig frygt og angst hos det jagede dyr, men også fordi dyret udmattes, inden det nedskydes, og fordi der ikke er opfølgning på evt. anskydning.

 Aaerial hunting" eller "aerial gunning" er en jagtform, som kun kan vække afsky, men den er udbredt i USA. Emnet er beskrevet nærmere på Defenders of Wildlife's hjemmeside.

I Norge er der interessekonflikter mellem landmænd og ulve. Dette skyldes først og fremmest, at kvæg og får i Norge går frit omkring. De er derfor et naturligt bytte for de rovdyr, der lever i området. Til gengæld har de norske landmænd ingen udgifter til indhegning. Problematikken er beskrevet nærmere på Alphagruppens hjemmeside www.alpha-gruppen.com. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med, hvordan det ville være i Danmark, hvis alt kvæg gik uden indhegning. Jeg er ret sikker på, at der ville blive en del retssager vedr. skyld i forbindelse med overkørte dyr.

"Den lille Rødhætte og ulven" er kendt af de fleste og et glimrende eksempel på, hvordan fordomme og overtro kan føres videre fra generation til generation. "Rødhætte" betragtes som et folkeeventyr, og er første gang trykt omkring år 1700. De moderne udgaver af fortællingen er ændrede og knap så voldsomme, som den oprindelige fortælling, men moralen i historien er uændret: ulven er farlig, glubsk og lumsk.

Fortællingen er bare et enkelt eksempel på, hvordan vi mennesker skaber vores EGEN  fremstilling af sammenhængen mellem natur og menneske. Desværre hænger vores forståelse ikke altid sammen med, hvordan naturen egentlig er indrettet.

I dag har videnskabelige undersøgelser givet et andet og mere realistisk billede af ulven - og dermed menneskets fejlagtige opfattelser. Billederne til højre er fra en af Alpha-gruppens tilbagevendende ulveture. De taler deres eget sprog og gør det svært at se ulven som farlig og glubsk. Er ulven socialiseret på mennesker, kan den omgås mennesker til glæde for begge parter. Og ja, ulven kan socialiseres og acceptere mennesker.

Fakta er, at vilde ulve i naturen er utrolig sky, og selv for forskere er de vanskelige at få øje på. Kontakt med en ulveflok er stort set umulig. Det hænger jo ikke sammen med, at ulven dræber alt levende omkring sig. Men det har ikke desto mindre været en almindelig opfattelse af ulven helt op til i dag.

Generelt om en ulveflok

I naturen handler det om at overleve, og at leve i en flok skal vel nærmest oversættes med, at man hjælper hinanden med at overleve.

En ulveflok - eller en ulvefamilie - har en størrelse på to til femten dyr. Flokken ledes af et alfapar, en han og en tæve, der er forældre til de fleste af de andre flokmedlemmer, som er hvalpe fra tidligere år. Flokken kan derudover bestå af søskende til alfaparret samt evt. tilløbne dyr, som er udstødt af andre flokke.

www.alpha-gruppen.com

Det er oftest sådan, at kun alfaparret får hvalpe. Alfadyrene er ledere af flokken, da de har de egenskaber - fysiske og psykiske - der gør dem bedst egnede til at lede flokken. Hvis kun de "stærkeste og bedst egnede" formerer sig, øges artens chancer for at overleve, og netop det er et overordnet formål med alt liv - og det gælder alle arter.

Når der fødes hvalpe, er de derfor centrum i hele flokken. De er flokkens vigtigste råstof, hvis arten skal overleve, og alle flokmedlemmer hjælper med at passe hvalpene. Og netop i forbindelse med pasning af nye hvalpe, viser ulvens mange spændende sider sig. Alle i flokken hjælper med at passe hvalpene, holde vagt, skaffe mad osv. osv. Der er en opgave til alle i flokken. Selv omegaulven (hakkekyllingen, som er placeret allerlavest) har ikke sjældent opgaven at passe hvalpene, når resten af flokken går på jagt efter mad. Og da hvalpene er så vigtige for flokken, er det en utrolig vigtig opgave at løse -  trods den lave rang.

Alfahannen og alfa tæven parrer sig i januar eller februar og omkring 63 dage senere fødes hvalpene. Før fødslen har tæven fundet et passende sted, og har der gravet en hule til hvalpene. Hulen skal give ro og beskyttelse til de nyfødte hvalpe, som lige efter fødslen vejer ca. 450 gram.

Ulvehvalpe fødes med lukkede øjne og ører. De åbnes langsomt i hvalpens 2. leveuge.  Perioden fra 2. leveuge til ca. 10. leveuge er utrolig vigtig for hvalpene, da de i denne periode knytter stærke bånd til resten af ulvene i flokken. De "lærer", hvem de hører til, og fænomenet kaldes prægning. Også for hundehvalpe er prægningsperioden en meget vigtig periode. (Prægningsperioden er for hundehvalpe ca. 4. til 7. leveuge.)

Fra hvalpene er ca. fire uger gamle vænnes de langsomt til den føde, de skal leve af resten af deres liv. Når de voksne dyr kommer hjem fra jagt, hilses de ivrigt af hvalpene, som slikker de voksne i mundvigene. Denne adfærd fremkalder en bræk-refleks hos de voksne dyr, og de gylper halv-fordøjet kød op til hvalpene. Denne adfærd er den oprindelige grund til, at vores tamhund slikker os i ansigtet, når vi kommer hjem til den. Vores hund viser hvalpeadfærd, og hunden er fra hvalp programmeret til at søge vores mund, når den hilser os velkommen efter "en jagt".

Det er også på dette tidspunkt i ulvehvalpenes liv, at hvalpene for alvor begynder at udforske de nærmeste omgivelser i territoriet. Først omkring 6 måneders alderen begynder de at komme med på jagt, hvor de læres op i at finde og dræbe bytte.

Ulve jager i flok og de er bemærkelsesværdige ved, at de enkelte dyr arbejder sammen under jagten. Ulve har ikke altid mulighed for at æde sig mætte hver dag, og når et bytte er nedlagt, æder ulvene, til de er ved at revne. Ulve har væsentlig stærkere

kæber end hunde, og kun ubetydelige rester bliver levnet. Selv store knogler findeles og fortæres.

Ulve er - lige som vores tamhund - territoriale. De har et afgrænset område, som forsvares mod fremmede ulve og andre indtrængende trusler. Hvor tamhundens territorium typisk er en parcelhusgrund på 1000 m² eller mindre, danner ulve territorier, som kan strække sig over flere hundrede km². Ulvenes territorium markeres med urin og afføring på strategisk udvalgte steder. Urin og afføring fortæller andre, at "her bor vi", og ofte bliver markeringerne lagt højt - for eksempel på store sten. Derved spredes færten (lugten) over et større område ved hjælp af vinden. Samme adfærd kan genkendes hos tamhunden: alle, som ejer en hanhund, ved hvor stor betydning markeringsadfærd har. Strinten her og der er en nødvendighed for en hanhund!

Ulve adskiller sig fra de fleste hunde ved, at de ikke gør. Deres indbyrdes sprog består blandt andet af en meget nuanceret mimik, knurren, piben, snerren og klynken. Desuden kommunikerer ulven med sit hyl. Ulve har et meget detaljeret sprog, og vi mennesker har kun indblik et en lille del af dette sprog. Således er det også med ulvens hyl, som har mange betydninger. Visse typer ulvehyl er blevet identificerede, da de er lette at genkende - de adskiller sig fra andre ved at kunne høres over selv meget store afstande. Særlig territorialhylen og kalden bruges over store afstande, men ulvehylet bruges også til at styrke og bekræfte flokkens sammenhold, og flokhyl lyder helt anderledes end territorialhylen og kalden.

Ulven er et imponerende dyr, som i forbindelse med yngelpleje, sammenhold og respekt for hinanden har nogle højt udviklede leveregler og stærke sociale bånd. Ulven er et højt udviklet rovdyr, som vi kan lære meget af, hvis vi vil.