Det er en udbredt opfattelse, at vores tamhunde oprindelig nedstammer fra ulven, Canis lupus. Ved at studere hundens og ulvens adfærd, vil man finde utrolig mange lighedspunkter. Selv om generationers avl har medført, at mange af hundens oprindelige egenskaber er gået tabt eller blevet "gemt væk", er der heldigvis stadig mange fællestræk at spore.

Den måde vores voksne hund opfører sig på, er mest bestemt af to ting: medfødte instinkter og tillært adfærd.

Vi mennesker har et omfattende talesprog - det har hunden og ulven ikke. De har et begrænset lydsprog, et duftsprog (fx. afmærkning af territorie) samt et højt udviklet og detaljeret kropssprog. Det betyder, at hunden som en medfødt egenskab læser vores krops signaler meget tydeligt, hvorimod den i mindre grad hører efter, hvad vi siger med munden. Det er en medfødt egenskab, som ikke skyldes ulydighed, men hunden skal lære at lytte til detaljerne i vores talesprog - vores ord. Hundens evne til at opfange kropssignaler, som vi mennesker ikke selv er opmærksomme på, er bl.a. årsag til, at vi ikke kan snyde en hund til at tro, vi er glade: hvis vi er i dårligt humør, udsender vi nogle signaler, som hunden opfanger med stor nøjagtighed. Man kan sige, at kodeordet er ærlighed: Det man ser, er det man får. En vidunderlig egenskab fra naturen. Desværre har vi mennesker ikke de samme gode egenskaber, og vi er be-

Ulv med lav rang forsvarer sin mad

stemt heller ikke gode til at læse hundens signaler. Det giver mange problemer mellem menneske og hund.

Vores manglende evne til at forstå hundens signaler giver desværre ofte problemer. Faktisk er vi mennesker årsag til de fleste misforståelser mellem menneske og hund. Men hunden får skylden og bliver måske aflivet, når det går galt.

Det typiske eksempel er hunden, der står bundet/parkeret uden for en forretning. Tænk bare på, hvordan vi hilser på denne hund: vi smiler, strækker armene frem og går hen imod hunden i venlighed. Men i hundens verden blotter vi tænderne, strækker kløerne frem og starter vores angreb mod hunden. HAPS - den kan ikke flygte, og er jo nødt til at forsvare sig. Den reagerer ud fra sin baggrund og sine instinkter. Hvorfor skal vi mennesker - som "de klogeste" fremtvinge et forsvar hos en bundet hund?

Smilet - og dermed de blottede tænder - er det, hunden først lægger mærke til, og særlig mindre børn er tilbøjelige til at strække begge arme frem, og dermed vil en usikker hund - der er bundet - føle sig truet. Da flugt er umulig på grund af linen, vil hunden kun have EN mulighed for at reagere: ved at forsvare sig. Flugt vil altid være den første reaktion, hunden vælger, men båndet forhindrer flugt, og der er derfor kun aggressivitet tilbage som middel til at skabe afstand til det, hunden er utryg ved. Hvorfor undrer mennesker sig over, at hunde ofte bider børn? Hvem bærer ansvaret? Hundene og børnene? Eller hundeejerne og forældrene??? 

En schæfertæve afviser en nærgående hanhund.

Det skal understreges, at en bundet hunds reaktion er den samme som hvis en utryg hund knurrer, hvis vi nærmer os madskålen og kurven: DER ER TALE OM, AT HUNDEN FORSVARER SIG - IKKE AT HUNDEN ANGRIBER, PRØVER AT BESTEMME, ELLER AT DEN ER "SYG I HOVEDET". I kurven og ved madskålen eller hvis hunden er bundet, fortæller den aggressive hund, at den har mistet tilliden til os. Den forsvarer sig, og det er dermed et spørgsmål om, at vi mennesker skal lære at forstå, hvad hunden fortæller os, inden den evt. bider. Kun på denne måde kan tilliden mellem ejer og hund genoprettes.

Hvis vi mennesker kan acceptere dette forhold, skal der lægges noget arbejde i at genoprette hundens tillid til mennesker. Dette gøres gennem megen positiv kontakt med mange og ekstra lækre godbidder samt opgaver, som hunden kan løse med succes sammen med mennesker. Alle små fremskridt skal belønnes og evt. knurren skal overses. Straf bør undgås.

Tillid kan ikke opbygges med straf, så tænk dig godt om, inden du straffer - og kun med ord! Hvis man straffer en usikker eller frygtsom hund, undertrykker man de synlige signaler, men man fjerner ikke årsagen til angsten eller usikkerheden. Tværtimod bekræfter man hunden i, at der er grund til at være bange, og man kan på denne måde skabe en "bombe" af undertrykt angst. Denne bombe eksploderer på et tidspunkt, hvis undertrykkelsen bliver ved. Mange hunde er aflivet med begrundelsen "den var aggressiv". Desværre har mange af disse hunde reageret normalt, men har været i hænderne på mennesker, der ikke har haft kendskab til hundens sprog. Og desværre har de samme mennesker anskaffet sig en ny hund kort tid efter!!

Beklageligvis er det stadig en udbredt opfattelse på træningspladser, at aggressiv adfærd skal straffes væk. Instruktører på træningspladser opfattes som eksperter, men i denne sammenhæng viser de deres manglende viden om hund i en grad, der er skræmmende.

Billederne viser tre situationer med blottede tænder, hvoraf det nederste har en helt anden betydning end de to første. Hos mennesker er blottede tænder i et smil et tegn på imødekommenhed, hvorimod de blottede tænder i hundeverdenen har det formål, at de skal skabe større afstand. Lidt firkantet kan man sige, at et menneskesmil betyder: "Du er OK - kom nærmere", hvor det for hunde betyder: "Det her synes jeg ikke om - gå væk!" Inden hunden viser tænder, har den sendt os mange andre signaler, der fortæller det samme, men overser vi disse, giver vi ikke hunden andet valg end at forsvare sig.

Derfor er en væsentlig del af hundens sprog de dæmpende signaler, som alle hundeejere bør kende til.

Tilbage til siden om adfærd

Signal om venlighed mellem mennesker. Direkte øjenkontakt og blottede tænder.